Ambassadørspillet™ er et brætspil på 17 x 17 meter, hvor deltagerne selv er brikkerne. Ved at flytte rundt på pladen efter spillets simple regler konkurrerer deltagerne i hold om at blive de bedste ambassadører. På spillets felter vinder deltagerne på forskellige måder point til deres hold.
Felterne udfordrer deltagerne i færdigheder, som virksomheden ønsker at styrke. Det kan f.eks. være uformelt salg. Så skal deltagerne håndtere diverse situationer, hvor uformelt salg finder sted, samt besidde den faktuelle viden om virksomheden som en god uformel sælger trækker på.
Spillet skifter konstant mellem forberedelse sammen med holdet og på tid brugt i dysten om point som udsendinge for holdet. I forberedelsestiden skal holdet styrke hinanden på de færdigheder spillet udfordrer dem i, samt lægge strategien for næste runde. I dysterne skal hver holddeltager demonstrere de færdigheder, der kræves. Vedkommende kan ikke gemme sig bag de mere kompetente eller dominerende på holdet, men skal selv demonstrere de nødvendige færdigheder. De kan dog lade sig inspirere og lære af at se dem i aktion.
Alle er konstant aktive og nødvendige for at holdet kan klare sig godt i dysten med de andre hold. De point, holdet indsamler, viser sig ved, at deres fane hæves fra jorden, så alle kan se, hvor tæt deres hold ligger op ad det førende hold.
Før og efter spillet er der rig lejlighed til at skabe yderligere inspiration og læring gennem oplæg og refleksion.
Rammer:
40-120 personer kan deltage på samme spilleplade
Spillet tager 3 timer og kan placeres før og/eller efter diverse oplæg og refleksion