Networkers er et spil for større grupper. Deltagere tager i spillet rollen som medarbejdere, der skal begå sig i sociale netværk på tværs af de daglige strukturer i deres organisation.

 

Networkers er et unikt spil på den måde, at der ikke fortælles om nogen regler. Reglerne findes på de kort deltagerne modtager. Deltagerne skal derfor forsøge at finde ud af reglerne selv. Det kan de kun gøre ved at dele deres viden fra deres kort med hinanden. Allerede her begynder videndelingen og arbejdet med at forsøge at navigere i et nyt netværk af mennesker med forskellig viden.

For at kunne arbejde og skabe værdi, skal hver deltager arbejde sammen med én eller flere andre. Jo flere personer og jo mere viden, man kan samle og koordinere, desto større og mere komplekse ting kan man skabe og desto mere værdi kan man skabe i spillet.



 

Hvis deltagerne er gode til at dele viden og netværke har de mulighed for alle sammen at opfylde deres mål i spillet og vinde! Skulle de mod al sandsynlighed være meget dårlige eller uvillige til at dele viden og netværke, vinder ingen af dem! Efter kåringen af vinderne begynder refleksionen omkring spillet og at overføre læringen til dagligdagen. Oplevelsen kan danne grundlag for læring på flere essentielle områder i forhold til videndeling i netværk.

 

Networkers giver hver deltager en markant oplevelse af hvordan det er at arbejde i netværk og hvordan samarbejde i løst koblede systemer og skiftende projektgrupper fungerer. Det giver en mulighed for at eksperimentere med at dele viden, tage kontakt til andre og forhandle sine samarbejdsforhold i et netværk. Spillet er dermed en træning i at opbygge og anvende sine relationer. Det kan også beskrives som en træning i at tage initiativ til og ansvar for sin netværksindsats i en organisation. Spillet belønner dem, der kan tage initiativ til og motivere andre til at finde sammen og gennemføre projekter.

 

Hver deltager vil opleve at arbejde sammen med mange andre deltagere. Det giver et særdeles godt udgangspunkt for reel netværksdannelse og videndeling i gruppen. Networkers er velegnet til som et afbræk fra at sidde stille og lytte til oplæg, da man får bevæget sig, samarbejdet med og mødt mange andre deltagere. De fælles oplevelser vil åbne for videre refleksion, bekendtskab og socialisering.


Rammer:

  • Alle kan deltage uden forudgående forberedelse
  • Networkers kan spilles af mellem 20 og 2.000 personer på en gang
  • Spillet kræver at alle deltagerne kan være i rummet på en gang
  • Arrangementet kan tilrettelægges så det tager mellem 1 og 3 timer. Halvdelen af tiden bruges på spil og den anden halvdel på refleksion.